Hop til hovedindholdet

Videnscenter for værdig ældrepleje logo

Relationel omsorg i en værdig ældrepleje


Dato og tid

Onsdag d. 23. november 2022 kl. 09:30 til 16:00

Tilmeldingsfrist

Søndag d. 13. november 2022 kl. 23:55

Sted

Comwell Kolding, Skovbrynet 1, 6000 Kolding Comwell Kolding
Skovbrynet 1
6000 Kolding

Relationel omsorg i en værdig ældrepleje


Konferencen handler om relationel omsorg: Hvordan kan relationel omsorg styrkes og ledes i en værdig ældrepleje?

Årskonference for Videnscenter for værdig ældrepleje 2022. Programmet er som følger:

Program

09:00: Morgenmad og check-in

09:30: Programstart

09:30: Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen og formand for styregruppen for Videnscenter for værdig ældrepleje samt for det Nationale Råd for Videnscenter for værdig ældrepleje byder velkommen.

09:40: Velkomstoplæg

Hovedoplæg

09:55: Relationel omsorg i en værdig ældrepleje – hvordan kan vi forstå relationel omsorg? Ved Lone Grøn, professor MSO, antropolog og forsker hos VIVE.

Med udgangspunkt i VIVE’s igangværende analyse af relationel omsorg giver Lone Grøn et blik på, hvordan det forstås og praktiseres inden for forskellige professioner på ældreområdet og tilgrænsende områder i Danmark.

10:30: Pause

10:45: Debatoplæg om følelsernes plads og betydning i det relationelle arbejde Ved Rikke Smedegaard Hansen, pædagog og forfatter.

Rikke mener, at vi bør gøre op med ideen om, at følelser i relationsarbejdet ikke er professionelt, for professionelle bør kunne tale om, forholde sig til og bruge deres følelser i arbejdet med de mennesker, de skal give pleje og omsorg.

11:20: Refleksioner og erfaringer fra Vejle Kommune Ved distriktsledere  Krista Sørensen og Louise Selmer fra Vejle Kommune og værdighedskonsulent Conni Vahl.

Et påbud fra ældretilsynet blev et brat anledning til at arbejde endnu mere målrettet med at styrke kvalitet og faglighed i hjemmeplejen. Hør hvordan de greb opgaven an, og hvordan de undervejs lykkedes med at styrke samarbejdet og den relationelle omsorg.

11:45: Frokost og mulighed for besøg i videnscentrets stand.

Sessioner

Der afholdes fem sessioner med konkrete erfaringer fra praksis. Sessionerne byder på forskellige tilgange til at arbejde med kvalitet med udgangspunkt i temaet om relationer og omsorg i praksis.

12:45: Sessionsrunde 1

13:45: Kort kaffepause

14:00: Sessionsrunde 2

15:00: Kaffepause

Gæster i Sørens sofa samtale om relationer og omsorg i en værdig ældrepleje

15:20: Søren Brostrøm får gæster i sofaen til samtaler om relationer og værdighed i ældreplejen. Gæsterne er formand for Danske SOSU-skoler Lisbeth Nørgaard, og Lise Dall Lundbech, plejehjemsleder, Aalborg Kommune, samt Liselotte Elken Nielsen, social- og sundhedsassistent, Aalborg Kommune.

16:00: Tak for i dag ved Søren Brostrøm

 

Sessioner

Der udbydes følgende fem sessioner, og du vælger at deltage på to af dem ved tilmelding til konferencen.

  • 1. Værdighedshjulet – samtaleredskab med fokus på borgerens oplevelse af trivsel og værdighed
    Videnscenter for værdig ældrepleje har udviklet et praksisnært samtaleredskab, der kan understøtte fokus i det daglige arbejde på borgerens værdighed og løbende læring. Gennem brugen af Værdighedshjulet er det muligt at have en struktureret samtale med borgeren om dennes trivsel, ønsker samt behov. Det kan danne udgangspunkt for relevante faglige indsatser og initiativer, der kan skabe mere trivsel og værdighed. På denne session vil projektleder Anne Bregenov-Larsen og praksisekspert Lotus Sonnenborg fra Sundhedsstyrelsen fortælle om anvendelsen af og tankerne bag Værdighedshjulet samt interviewe kommunale repræsentanter, der har været med til at afprøve Værdighedshjulet. Der vil være fokus på de gevinster, som samtalerne skaber, og hvordan der kan arbejdes med Værdighedshjulet i praksis.
  • 2. En værdig død
    Relationel omsorg er vitalt, når der skal skabes rum for dybe samtaler med borgeren om dennes selvbestemmelse over den sidste levetid. Det kræver en tæt relation til borgeren at understøtte de eksistentielle overvejelser, der altid ligger bag beslutninger om behandlingsniveau, ritualer og andet, der knytter sig til den sidste tid samt til selve døden og tiden efter. Chefkonsulent og overlæge Ove Gaardboe fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og konsulent Agnete Holm Rasmussen fra Aalborg Kommune præsenterer indsatser og resultater fra projekt ’Klar til samtalen’ og faciliterer en diskussion af, hvordan personalet etablerer det rette relationelle rum for sådanne eksistentielle og nødvendige samtaler.

  • 3. Praksiserfaringer med supervision
    Hvad er gevinsterne ved at bruge supervision som metode, for både medarbejdere og ledere, og særligt i relation til borgere som skal modtage hjælp? Sundhedsfaglig udviklingskonsulent Jane Lind Bentson fra Høje-Taastrup Kommune fortæller om, hvordan supervision bruges som et centralt værktøj til at styrke den relationelle omsorg. Jane kommer med praksisnære eksempler på hvor, hvornår og hvordan supervision kan bruges, når medarbejdere og ledere inden for ældreområdet oplever komplekse udfordringer i omsorgsarbejdet. Hør desuden om, hvordan en leder fra Høje-Taastrup Kommune har taget imod tilbuddet om supervision til en gruppe medarbejdere, og om hvilke effekter hun har set i et specifikt borgerforløb.

  • 4. Hvordan omsætter vi stærke værdier til konkret praksis?
    De fleste kommuner og plejeenheder har et værdigrundlag. Men hvordan omsættes det til konkret faglig praksis? Hvordan kan man understøtte og lede en faglig stærk kultur og hvad gør man, når det alligevel bliver svært. Vi har inviteret to stærke plejehjemsledere til oplæg og samtale om, hvordan de lykkedes hos dem. Mød May Bjerre Eiby, sygeplejerske, forfatter og stiftende leder af Dagmarsminde, som arbejder med ”Dagmarsminde-metoden”, og en plejehjemsleder fra Assens Kommune, hvor de arbejder med Eden Alternative. Konsulent fra Værdighedsrejseholdet Anneke Dapper-Skaaning faciliterer sessionen og inviterer til inspirerende oplæg, spørgsmål og fælles refleksion om systematik og faglighed i det relationelle arbejde.

  • 5. Person- og medarbejdercentreret omsorg som udgangspunktet for udvikling af hjemmeplejen
    Ikast-Brande Kommune har på ældreområdet arbejdet tværfagligt med personcentreret omsorg, hvilket har skabt et fagligt sprog mellem medarbejderne. Det er blandt andet sket med det formål at nedbringe sygefravær og skabe øget mental sundhed på arbejdspladserne. Gennem blandt andet projektet Erantis har kommunen også arbejdet med borger- og medarbejderinddragelse, ligesom organiseringen i mindre selvstyreende teams i hjemmeplejen er prøvet af med gode resultater.

    På denne session fortæller leder af hjemmeplejen i Ikast-Brande Kommune, Diana Langhoff Jensen, om deres erfaringer med udgangspunkt i arbejdet med oversættelsen af den personcentrerede omsorg til både et medarbejderperspektiv, organisationsudvikling og i høj grad også med særligt fokus på ledelsesopgaven.

 

Find vej til arrangementet

Klik for at se et kort med stedets placering hos Google Maps >